webhaahr1

Simon Kratholm Ankjærgaard

Den korte version

Jeg er journalist, forfatter og formidler og har skrevet stort set hele mit liv. Jeg har arbejdet professionelt med journalistik siden 1993, men semi-professionelt siden 1989. Jeg var i mange år ansat i Berlingske Media på flere forskellige (stor)københavnske aviser og bestred i den periode alle tænkelige stillinger indenfor faget – fra journalist over redaktionssekretær til redaktør.

Herefter gik turen til hjemløseavisen Hus Forbi, hvor jeg af to omgange var ansat som redaktionssekretær og hvor jeg i endte som redaktør. Efter et par ophold i kommunikationsbranchen – særligt hos Dignity Institute – valgte jeg i 2013 at blive freelancer. Jeg har ikke fortrudt.

Kort levnedsbeskrivelse

1989-1993: Redaktionel medarbejder, Berlingske Media

1993-2008: Journalist, redaktør, Berlingske Media

1996: Modtager af Berlingskes Gyldne Rose for årets bedste feature

1997: Åben uddannelse i journalistik, DJH

2005: Uddannet cand.scient.soc. i Internationale Udviklingsstudier og Historie, RUC

2006: Særpris, samt bronze i nyhedskategorien, Ugeavisernes Årspris

2008-2009: Redaktionssekretær, Hus Forbi

2009: Kommunikationsmedarbejder, Dignity Institute

2009-2011: Redaktionssekretær og redaktør, Hus Forbi

2012: Science writer, webeditor, Dignity Institute

2014-2016: Underviser i journalistik, Johan Borups Højskole

2013-: Freelance-journalist og forfatter

2016-: Leder af journalistlinjen, Johan Borups Højskole

… og meget, meget mere: Se mit fulde cv her.

Hvis du orker det: Den noget længere version fra da det hele begyndte …

Okay, så får I historien. Det var engang i midten af 1980’erne og jeg var i et sommerhus med min lillesøster og mine forældre. Det var vist et sted omkring Tuse Næs. Der var én tilgængelig tv-kanal dengang – Danmarks Radio – og mine forældre havde lagt op til grundhygge med popcorn og Den Lyserøde Panter med Peter Sellers. Jeg glædede mig som kun et barn, der lige er kommet om på den anden side af de 10 år kan glæde sig. Men der var åbenbart gået båndsalat i TV-Byen. Den Lyserøde Panter var blevet sløjfet – og i stedet ville Statsradiofonien sende filmen ’Alle Præsidentens Mænd’ med Robert Redford og Dustin Hoffman. Den fra 1976 om Woodward og Bernsteins afdækning af Watergate. Modvilligt satte jeg mig så den – og så kom åbenbaringen. Det var som om gulvet forsvandt under mig og jeg vendte mig om mod mine forældre og sagde: ”Jeg skal være journalist”.

Jeg tager ikke pis på jer. Det var sådan, det skete – og siden så jeg mig ikke tilbage. I 9. klasse – det må have været i foråret 1989 – cyklede jeg fra Skovlunde og til Ballerup, hvor jeg indfandt mig på redaktionen på Ballerup-Måløv Avis for at høre, om jeg måtte komme i erhvervspraktik. Kun hvis jeg skrev en ansøgning, lød det korte svar fra hende, der senere skulle blive min første redaktør, Helle Rohde. Jeg cyklede hjem, skrev ansøgningen på mine forældre elektriske skrivemaskine og cyklede tilbage til Centrumgaden, 2750 Ballerup. Kort efter startede jeg i erhvervspraktik og fik min journalistiske debut med en note om Vestegnens Vandrelaug. Da praktikken var overstået, vendte jeg tilbage – fredag efter fredag efter fredag – for at skrive mere kulturstof. Helt ulønnet. Indtil den dag Helle kiggede opgivende på mig. ”Det går ikke det her”. Jeg var sikker på, at min journalistiske karriere nu var crashet, inden den overhovedet kom i gang. ”Du kan ikke blive ved med at arbejde gratis – vi må se at betale dig for det”.

Jeg var ekstatisk. Jeg kunne tjene penge på min journalistik – på kanten af gymnasiet, ungdommen og en (var jeg sikker på) fremragende karriere.

Kort efter min studentereksamen blev jeg fasansat på avisen, der var en del af Berlingske-koncernen. Jeg tog efterfølgende en åben uddannelse i journalistik og blev med af Journalistforbundet. Fra Ballerup gik turen til en række københavnske aviser, indtil jeg i 1999 gik ned i tid for at læse på universitetet.

I 2005 blev jeg færdig som cand.scient.soc. i Internationale Udviklingsstudier og Historie. Jeg havde lyst til at udvide min horisont fra det lokale til det globale. Det var aldrig meningen, at jeg skulle blive forsker eller gymnasielærer, men netop at min akademiske grad skulle styrke min journalistik. Det blev til flere rejser til Afrika efterfølgende, blandt andet Benin, Uganda og Zambia. Afrika har altid haft en særlig plads i mit hjerte og jeg er sikker på, at jeg vil vende tilbage til det ikke længere så mørke kontinent.

I 2008 stoppede jeg endegyldigt i Berlingske-koncernen. Det blev til i alt 19 år, og jeg fik en fantastisk afskedsfest. I de efterfølgende fem år flettede jeg frem og tilbage mellem hjemløseavisen Hus Forbi, hvor jeg endte som redaktør, og Dignity, Dansk Institut mod Tortur (tidligere RCT), hvor jeg var kommunikationsmedarbejder, science writer og web editor.

I 2013 blev jeg så freelancer og siden forfatter. Jeg byttede sikkerhed og tryghed for frihed og faglig fordybelse. Og jeg elsker det. Klik rundt og se alt det, jeg kan – og alt det, jeg allerede har gjort. Måske

Privat

Jeg bor nord for Roskilde sammen med min kone Rikke. Vi er en moderne familie med dine, mine og vores. Jeg har tre biologiske børn og et bonusbarn.

Jeg er en stor fodboldelsker – elsker at se det, elsker at spille det og elsker at træne 09’erne i Jyllinge FC. Jeg er en kæmpefan af Brøndby og Tottenham. Så ved I det.